Solskin, skihop og surdej
Onsdag blev en meget rolig dag, hvor vi forsøgte at starte hjemmeskolen op igen og Tim tog online-møder fra altanen. Lige omkring frokostpausen gik Storm, Saga og Lærke ned i Schönwald im Schwarzwald (som den by vi bor i hedder), for lige at se, hvad den havde at byde på. Vi fik slet ikke set det hele, der skulle f.eks. også være en bager, som vi ikke har set, men vi så et skønt pizzaria, en stor legeplads og en rigtig fin lokal købmand (som har et overraskende stort udvalg af veganske varer butikkens størrelse taget i betragtning). Købmanden tager dog kun imod kontanter og maestro-kort (hvad er det med de tyskere og det meastro-kort??). Efter frokost var det tid til at besøge poolen, der hører til lejligheden her. Det er en fælles pool for alle lejlighederne og ligger indendørs i den anden ende af bygningen. Saga, Storm og Lærke gik derned og fik leget lidt. Den er en rimelig størrelse og rimelig kold. Men det er en pool!
Og efter aftensmaden gik vi ned til byen igen for at få en (lille?) tiramisu på pizzariaet og lege lidt på legepladsen. Inden vi kom ret langt pådrog Storm sig dog desværre en forstuvet ankel på den lille legeplads her på hjørnet. Så det blev lidt mindre sjovt end håbet, tilgengæld var tiramisuen lidt større end forventet.


Lærkes surdej er pakket med i bagagerummet herned og den er blevet genoplivet og har i dag resulteret i friskbagte boller. Det tyske bagværk er egentligt rimeligt lækkert, men det mætter simpelthen ikke ret længe ad gangen, så det er godt selv at kunne bage noget med lidt rugmel, havegryn og hørfrø tilsat.
I dag, torsdag, har været endnu en stille dag med mere hjemmeskole og onlinemøde. Og til eftermiddag fik vi skoene på og gik med Luna i snoren ud i varmen; Rundt om kirkegården, henover græsset og op til skihop-bakkerne. Der ligger tre skihop-bakker 10 minutters gang herfra. Det må være træningsbakker; der er en lille, en større og en mega stor én. Vi kom tæt på de to små, men så kun den store fra bunden. Måske når vi op på toppen en anden dag. Både Storm og Saga var enige om, at de nok ikke lige var klar til at begynde på at gå til skihop.




Storms forstuvede ankel er desværre stadig hævet, så den har været lagt på is flere gange i løbet af dagen og da vi kørte til Triberg for at købe ind, smuttede vi også forbi Rossmann og købte et elastikbind til at få den bundet lidt ind med. Det går fremad, og vi krydser allesammen fingre for, at det er hurtigt overstået…vi ville jo gerne kunne vandre lidt i bjergene i Østrig og måske også her.
I morgen har vi planlagt en tur til Tysklands højeste vandfald, som ligger i Triberg. Og så lidt hygge, en ferie-/fødselsdagsis og måske aftensmad eller frokost på hovedgaden i byen.


