Elite Cheerleading Championships 2025

Storm blev hentet fra skole onsdag eftermiddag 14.15 og så var det skoleår slut for ham. Resten af skoleåret skal han hjemmeskoles sammen med Saga. Et kvarter efter var der krise og kaos. Det højre forhjul på bilen havde fladt dæk og Lærke måtte igang med at finde en løsning på det. Flere timers frem og tilbage, skiftede dæk i skuret og en super fleksibel og hjælpsom mekaniker gjorde, at vi klokken 22 samme aften, havde fået skiftet dæk og trods fridag torsdag alligevel kunne tage afsted fredag.
Årets sommerferie/hjemmeskole/remote-work-tur startede fredag morgen klokken alt-for-tidligt-og-alt-for-hurtigt-ud-af-døren. Vi pakkede bilen med bagage, hund, børn og voksne og kørte til Rødby og fangede færgen til Puttgarden kl. 10.15. Det regnede – og da vi kom til Tyskland regnede det fortsat. Og sådan blev det faktisk ved hele vejen til Bochum lidt vest for Dortmund. Nogle gange var der tørvejr, men det meste af tiden kørte vi igennem voldsomme byger.
Lørdag morgen skulle Saga mødes med Apollo ved MoviePark, så Lærke og Saga var tidligt oppe og kørte turen (stadig gennem regn) til “Tysklands største film- og forlystelsespark” lidt nord for Düsseldorf. Her mødtes vi med hele holdet, der havde kørt med bus fra Danmark aftenen før – og sovet meget lidt undervejs. Saga brugte dagen i MoviePark sammen med dem, imens var Storm og Tim i Bochum og spille Magic Pre-release med tyske kort…og Lærke læste og sov til middag hjemme i lejligheden.
Om aftenen kørte Storm, Tim og Lærke til Dortmund for at sige hej til Saga og aflevere hendes taske. Fra nu af, skulle hun sove på hostel med resten af holdet.
Søndag morgen kørte vi alle til MoviePark igen – Saga skulle gå rundt med holdet og heppe på de andre to Rockets hold, Storm skulle have lov til at prøve lidt forlystelser i parken. Men det var stadig bygevejr, så det blev ikke til meget tid i forlystelser…og så skulle vi også lige ind forbi Studio7 og heppe på Voyager og Fire’n’Smoke. Storm, Tim og Lærke var blevet ret sultne efter en dag med underlig forlystelsespark-mad og kørte efter en sushi-restaurant, Lærke havde fundet på nettet. Den var ikke nem at finde, men turen værd – virkelig lækker sushi…og noget helt nyt, med en dybtstegt makirulle!
Mandag var selve dagen, hvor Saga og Apollo skulle på konkurrence-gulvet. Lærke kørte ind til hostel i Dortmund, så hun kunne give Saga et stort langt kram og hjælpe med at sætte hår på alle pigerne. Der blev sleek’et, sprayet, glitret og krøllet igennem 2 timer, men så var alle 18 piger også ved at være klar og Lærke kunne køre tilbage til Bochum, hvor Tim og Storm i mellemtiden havde pakket alting sammen. Så nu blev bilen pakket og turen gik til MoviePark, hvor vi skulle igennem en lang diskussion med en parkeringsvagt inden vi endte med at parkere nede i en skov…nok ikke helt reglementeret, men så var der jo også skygge til Luna. Ind i MoviePark og i gang med at prøve forlystelser igen. Storm fik prøvet lidt forskelligt, Lærke og Tim var mindre modige – men stadig med nerverne udenpå.



Omkring kl 15 gik vi til Studio7 for at få gode pladser til Apollos performance kl. 16.01, tidspunktet hele turen var planlagt omkring. Mens tre ventede var Saga i gang med opvarmning og mental support af sig selv og nervøse holdkammerater. Lige inden Apollo løb på gulvet rungede Studio7 i MoviePark af “ROCKETS”-tilråb og jublen ville ingen ende tage, da de løb på gulvet.










Der var fire hold i konkurrencen U12 lvl 3, som Apollo stillede op i. Efter en fantastisk performance på gulvet, måtte vi ud og kramme Saga – som stod omgivet af grædende holdkammerater. Flere dages spænding, nervøsitet, træthed, lettelse, glæde og sorg kom frem.
To timer senere stod hele Rockets-teamet klar foran NYC-scenen klar til præmieoverrækkelsen i kategorien. Apollo blev kaldt op som sølv-medaljevindere, lige godt 8 point foran 3. pladsen (det andet danske hold, CC Desire) og knap 6 point bagefter 1. pladsen.



Nogle lange dage i MoviePark sluttede med fejring, billeder, kampråb og afsked med holdkammerater. Derefter kørte den blå MG mod syd. Vi kom frem til suiten på Dorint Hotel i Bonn lidt efter kl. 21. Kæmpe værelse med 3 rum, vandskål stillet frem til Luna og tre fjernsyn! Vi forsøgte at bestille pizza via Room Service, men efter 45 min var der stadig intet sket og det viste sig, at bestillingen var forsvundet. Så vi spiste havregryn af kopper på værelset, gik i seng halv tolv og nød endelig at være samlet igen.
Tirsdag morgen skulle vi til morgenmadsbuffet. Lækker mad og stort udvalg. Og derefter skulle vi i poolen. Troede vi. Men der skuffede hotellet desværre også, fordi der var svømmeundervisning indtil kl 11.15…og eftersom vi skulle checke-ud og videre kl. 12, var det pludselig ikke muligt alligevel.
Vi pakkede bilen og kørte videre mod syd og formåede at være fremme ved vores nye lejlighed i Schwarzwald inden aftensmad.
Her vil vi forsøge at få den store hjemmebiograf til at virke en aften snart, så vi kan få set “Stormester” færdig og måske se videre på “Star Wars” eller hvad der nu er stemning for. Men i dag har vi taget hul på hjemmeskolen igen.
Regnen er endelig stoppet rigtigt og temperaturen er steget. Vi er lidt oppe i bjergene, men kan sagtens være udenfor i korte bukser. Vi har været ude at gå lidt i lokalområdet her i Schönwald im Schwarzwald og prøvet poolen af. Tim har siddet på altanen og holdt onlinemøder, kukuret kukker og en lille fugl kigger ud hver halve time (vidste I at kukuret stammer fra Schwarzwald?) og børnene genfinder hinanden og fælles leg.

