Familien Priergaard Morells rejser

Fortællinger og billeder fra vores rejser

Chilling Berlin-Style

Storm var vidst desværre kommet til at sluge lidt for meget af det klorvand børnene legede i ved Uber Arena fredag, for hans mave var på ingen måde på toppen lørdag. Så efter en tur på madmarked på Boxhagener Platz i Friedrichshain i øsene regnvejr, blev resten af hans dag tilbragt hjemme i lejligheden tæt på toilet og i roligt tempo sammen med Tim. Lærke og Saga tog derimod S-bahn ind til Alexanderplatz med målet om at få købt sko.

Regnen var stilnet af og vi kunne slentre lidt rundt mellem de mange forskellige butikker og mødte blandt andet en manga-inspireret cafe med flere mennesker der var sminket og klædt ud. Og lykkedes også med at finde sko til både mor og datter.

Søndag var energien tilbage på hele holdet, men planen var søndags-chill. Hen ad formiddagen gik vi alle 5 til RAW Gelände, hvor der er loppemarked og madmarked hver søndag. Her var boder med tøj, smykker, plakater, solbriller, osv. Meget forskelligt at kigge på og mange forskellige typer mennesker. På stedet er der også bouldering og vi spiste i en gårdhave med udsigt til et vandtårn der var transformeret til en klatrevæg. Turens hidtil billigste måltid, men måske også den bedste.

Efter dette kulturelle indtryk satte vi Luna af i bilen i skyggen i et p-hus og tog toget til Prenzlauerberg. Her skiftede vi fra S- til U-bahn på stationen vi boede ved, første gang vi var i Berlin med børnene. Lidt sjovt pludselig at kunne genkende nogle småting og steder. Men vi tog lige U-bahn et stop videre, for målet var en dag i Mauerpark. Mauerpark er grundlagt på det ingenmandsland der var dengang muren stod. 5 år efter murens fald blev parken åbnet og er i dag et sted, hvor virkeligt mange mennesker hænger ud, chiller, om søndagen. Der er optrædener, grillhygge, boldspil, loppemarked, madboder og ikke mindst karaoke.

I amfiteateret i parken stiller et par mænd højtalere, computer og mikrofoner op og så samles mange mennesker og klapper og hujer, mens forskellige frivillige stiller sig på scenen og synger en sang. Vi troede vi kom en time inde i “showet”, men de var faktisk stadig ved at stille op, da vi ankom kl. 16. Så egentlig heldigt nok, at vi ikke var stresset afsted, men havde taget det chill. Måske var det allermest turister der var mødt op. De optrædende kom i hvert fald både fra Hawaii, Irland, Australien og Belgien. Men det var sjovt og hyggeligt – og varmt. Så vi måtte også lige tage en pause fra at sidde på trapperne og gik lidt ud på græsset, fandt et par gynger, et loppemarked mere og et par crepes til børnene. Derefter gik vi tilbage til amfiteateret og så lidt mere karaoke. Vi (især Saga) overvejede meget, om vi turde gå på selv, men det var som om alle verdens sangtekster også tog en fridag fra vores hjerner den søndag.

Vi gik tilbage mod toget og en is på vejen. Inden vi forlod parken, ville Saga dog lige gerne prøve lidt tumbling af – og folk i parken klappede af hende. Og da vi kom ud fra Mauerpark kom en mor med sit barn på cirka 5 år hen og ville bare sige, at datteren (sønnen?) syntes det var “sehr toll”, det Saga havde gjort.

Vi kom tilbage til en sovende Luna i bunden af en kølig bil – og gik hjem til Corinthstrasse og sen aftensmad i lejligheden.

Mandag kørte vi en lang tur udenfor Berlin. Det tog virkeligt lang tid, mere end forventet. Men lidt over frokost ankom vi til destinationen: Karls Erlebnis-Dorf. En forlystelsespark med gratis adgang og jordbærtema. Den var ikke voldsom stor, men nok til at der var lidt forskellige sjove forlystelser af prøve med det turbånd som børnene for en gangs skyld fik. Endnu en varm dag med masser af sol. Planen var at slutte af med lidt leg i det vand-sjov som parken tænder for, når det er mere end 22 grader varmt. Storm og Saga fik badetøjet på og legede lidt i springvand, hvorefter de skulle prøve en vandrutsjebane – hvor de desværre begge endte i et hegn, og én blev lidt mere forslået en end anden. Så der måtte en isklump til at køle slaget på foden lidt ned inden vi bevægede os tilbage mod bilen.

LaerkeogTim • 4. august 2026


↞ Previous Post

Skriv et svar

Your email address will not be published / Required fields are marked *